Kjærlighet - Alternativmedisin i Norge

Den sande kærligheds natur

Dette er en forkortet og lett redigert utgave av en dansk artikkel bragt i det danske spirituelle blad Nordens Stjerne, nr. 3/2005.
Bladet kan nedlastes gratis på www.dengyldnecirkel.dk

Af Lars Harrekilde

Gennem de seneste år har jeg søgt dybere og dybere ind i tjenestens og kærlighedens natur. Tjeneste og kærlighed er centrale for den åndelig udvikling - både for individer, grupper, menneskeheden og Jorden. Tjeneste uden kærlighed er ikke sand tjeneste, og kærlighed, der ikke (umiddelbart eller med tiden) medfører en eller anden form for tjeneste, er ikke sand kærlighed. Denne artikel vil gå i dybden af kærlighedens natur.
I maj 2003 var jeg til en koncert med Jonna og Simon Wrigley på Birkemosegård, Den Gyldne Cirkels kursussted (i Danmark). De stopper midtvejs i "I hold you" - koncertens sidste nummer. Simon løfter hånden, og med lukkede øjne siger han: "Prøv at lægge mærke til energien nu."
Under tjenester og meditationer har jeg oplevet forløsende, overvældende kærlighed. Fx har jeg for mit indre set det, som om Himlen er en gylden, ildagtig, flydende substans, der nedfældes, hvorved Himlen og Jorden smelter sammen til ét stort hav af levende, solagtig substans. Jeg har også haft højdepunktsoplevelser, jeg ved skyldes kærlighed på det højere mentalplan, så jeg ved, at også det højere mentalplans kærlighed kan være stærk og smuk. At hjertecenteret vibrerer af liv, eller der er et kraftigt energipres, kalder jeg dog ikke for kærlighed. Kærlighed er ikke en følelse, men er den tilstede, kan den tydeligt føles som kærlighed.
Uanset tidligere højdepunkter er oplevelsen i maj 2003 i en klasse for sig selv. Denne oplevelse krakelerede fuldstændig alle mine forestillinger om det, vi kalder for forløsende kærlighed, Kristuskærlighed eller Guds kærlighed. Det bedste ord for denne substans er ånd, men dette ord bruges desværre ofte i en så generel betydning, at stort set ingen ved, hvad det er. Udtrykket rumæter virker også som dækkende, men det er der heller ikke mange, der ved, hvad er.

En oktav højere
Der er fuldstændig stilhed i salen. Tårerne triller ned ad kinderne på mig. Det er som om en glasklar, åndelig substans af den reneste, smukkeste, mest healende og vidunderlige kærlighed fylder rummet. Der er en glæde, fylde, blødhed og dybde i denne klokkerene kærlighed. Jeg får ingen visuelle indtryk for mit indre blik, men jeg får en tydelig oplevelse af guddommelig skønhed. For mit indre hører jeg ordene "perfect love". Energien er en oktav højere, renere, dybere og mere finstoflig, end noget jeg hidtil har oplevet. Den er ikke levende, vibrerende, ildagtig, pulserende eller luftagtig. Den er mere subtil end disse, mere umærkelig end disse, men samtidig langt dybere, mere vidunderlig og mere overbevisende.
Det var en åbenbaring i ordets oprindelige forstand. En ny dimension i mit liv. Nu - knap to år efter - står denne oplevelse lige så stærkt som dengang, og den fortsætter med at virke i mig, nære mig og tage til i mig. En virkning, jeg tilskriver eftervirkningerne af denne oplevelse, er, at åndelige erkendelser og indsigter er kommet i en lind strøm efterfølgende. En del af dem er kommet gennem vedvarende kontemplation, men der er også kommet en indre autoritet, som kommer af, at jeg véd, fordi jeg har været i kontakt med denne guddommelige substans. Det er som om min primære, åndelige lærer nu er usynlig og indefra kommende. Jeg kan fortsat lære nyt af ydre lærere eller af at læse en åndelig bog, men jeg lytter og læser på en langt mere kvalificeret måde, fordi jeg nu selv har erfaret og været i kontakt med det, der tales om.

Bag al skabelse og rum
En indtuning under Den Gyldne Cirkels Gralsuddannelse i februar 2004 gav mig en ny oplevelse af kærlighedens natur. Denne oplevelse kan heller ikke beskrives dækkende med ord, men mit bedste forsøg lyder således: Denne ånd, som er guddommens kærlighed, gennemtrænger og er bag al skabelse og rum. Kærligheden inkluderer dermed alt og alle. Ingen og intet er udenfor kærligheden. Af samme årsag er kærligheden enhedsskabende. Denne kærlighed ser ind og er bag personlighederne og finder, at menneskeheden er ét - ikke sådan teoretisk eller som et ideal eller mål, men som et faktum.
Når jeg efterfølgende har haft en tilsvarende type oplevelse, så er det som om, min bevidsthed og alle menneskers bevidsthed er én og samme. Vi har hver vores "maske" på (personligheden), men indvendigt er vi ud af samme stykke. Herudfra vokser en helt naturlig medfølelse og indlevelse, for jeg er i kontakt med mine medmennesker bagved deres facade (som er forskellig fra min), samtidig med at jeg identificerer mig med bevidstheden i min krop. Jeg kender dem og forstår dem, fordi når jeg er i kontakt med den, jeg er, er jeg i kontakt med den, de virkelig er. Medfølelsen kommer også af, at jeg ser lidelsen disse mennesker er i: Denne smukke, lysende bevidsthed er offer for og fanget i og af et sind, der er i konflikt med sig selv. Den er fængslet af en usynlig mekanisme, vi kalder egoet eller personligheden. Herudfra opstår en spontan eller automatisk reaktion i mit indre om at befri disse mennesker fra dette indre fængsel. Det er denne reaktion, som opleves som ren medfølelse uden emotioner indblandet.

Sand gralskærlighed
Den oplevelse af kærlighed, jeg havde i november 2004, var meget anderledes end den i maj 2003. Den kom nogle få dage efter, at jeg havde været på et kursus på Vækstcenteret i Nørre-Snede (Jes Bertelsens center i Danmark), der hed "Pause". Denne kærlighed var på en måde stærkere, idet den oplevedes som kommende indefra mit hjerte, snarere end som en transpersonlig substans, der opleves som værende bag alt. Den var ekspansiv af karakter; som om kærligheden ville bryde ud gennem hjertet og dermed sprænge hjertet indefra. Denne kærlighed var så total, så vidunderlig, så smuk, velgørende, frydefuld, lyksaliggørende, ja guddommelig, at mit hjerte føltes, som om det ville briste af kærlighed. Jeg græd af glæde, og vidste ikke hvad jeg skulle stille op med denne lykke, for jeg kunne ikke rumme al den vidunderlige kærlighed.
Samtidig oplevede jeg selve kærlighedens incitament og inderlige ønske om at give sig videre til mine medmennesker. Da forstod jeg, hvad den sande gralskærlighed vil sige. Den sande gralskærlighed forudsætter, at hjertet er fyldt til bristepunktet med denne frydefulde kærlighed. Når opmærksomheden rettes mod fx et menneske, der har behov for kærlighed, så vil selve kærlighedens iboende incitament til at elske få kærligheden til spontant at strømme. Det fyldte hjerte gennemstrømmes dermed af en indre kraft, så kærligheden intensiveres yderligere, hvorved den flyder videre. Det fyldte gralsmenneske oplever derfor selv yderligere glæde og fryd under kraftgennemstrømningen. Både gralsmennesket og medmennesket oplever derfor at modtage kærlighed. Gralsmennesket oplever en umådelig taknemlighed, da der ikke er noget smukkere end at få lov til at blive del i den guddommelige kærlighed. En anden måde at beskrive denne overførsel af gralskærlighed på kunne være at før overførslen er gralen fyldt til randen med denne kærlighed i sin levende og vibrerende værensform. Mens overførslen står på, bliver værenskærligheden til en udadrettet og kraftfuld kærlighed, der er endnu mere intens og frydefuld.
Det, der er den afgørende forskel i forhold til tidligere oplevelser af kærlighed, er, at Guds kærlighed bryder frem indefra hjertecenteret. Dvs. kærlighedens kilde er ikke udenfor mig. Den kommer tilsyneladende ingensteds fra, men udspringer indefra hjertet, som om det er hjertet, der er kilden. Jeg kalder ikke på Guds kærlighed, visualiserer ikke en strøm af kærlighed, lader mig ikke fylde op eller favner eller noget som helst. Kærligheden udstrømmer sig selv uden min indblanding. Denne kærlighed opleves radikalt anderledes og stærkere, end den kærlighed, jeg oplever, når jeg fx healer eller deltager i en tjeneste. Den er af en anden verden, og den ikke bare ønsker det bedste for sin næste, den er det.

Min vej til sand kærlighed
Min erfaring med udvikling af sand kærlighed i mig er, at jeg måtte holde op med at gøre det, jeg ellers havde lært, jeg skulle - nemlig give, tjene andre og glemme mig selv. Denne lære svarer til disse to sætninger: 1. "Guds kærligheds natur er at give af sig selv". (Korrekt). 2. "Begynd derfor at give, så vil du fremkalde en strøm af Guds kærlighed". Den gik helt galt for mig. Når jeg ikke modtager Guds kærlighed til mig selv og uden betingelser eller forventninger, så forhindrer jeg mig selv i at modtage Guds kærlighed, for den er ubetinget. Når jeg lover eller forventer, at jeg skal give den kærlighed videre, som jeg modtager, så gør jeg ubevidst kærligheden til en betinget kærlighed, hvorved jeg ikke modtager Guds kærlighed, men en afart af kærligheden. (Man kan endda spørge sig selv, om betinget kærlighed overhovedet er kærlighed.)
Jeg måtte vende det hele om: Jeg måtte nære mig selv og ikke glemme mine egne behov. Sagt på en anden måde: Jeg måtte begynde med at elske og acceptere mig selv, som jeg var (hvilket var vanskeligt i begyndelsen). Hvis jeg ikke kan elske mig selv, hvordan skal jeg så nogensinde kunne elske andre - endsige elske ubetinget? Hvis jeg ikke elsker mig selv (hvilket er selvafvisning), kan jeg ikke tage imod kærlighed, uanset hvor meget jeg ellers prøver, for så afviser jeg kærligheden ved indgangsdøren. Hvis jeg ikke rummer kærlighed, hvordan kan jeg så give kærlighed?
Evnen til at give og modtage kærlighed er ligefrem proportional med vor evne til at elske os selv. Ved at (begynde og prøve at) elske mig selv træner jeg i at: 1. give kærlighed. 2. modtage kærlighed. 3. rumme kærlighed. Ved at gøre dette i mit indre laver jeg et lukket kredsløb, hvor jeg både er giver, modtager og den, der rummer kærligheden. Dermed kan jeg mærke hvordan den kærlighed, jeg giver, opleves, hvorved jeg kan "justere ind", hvis kærligheden ikke er helt ren. Det betyder også, at jeg kan styre processen, hvilket giver tryghed og tillid. Desuden kommer den sårbarhed, der opstår, når man åbner sit hjerte dybt, ikke. Jeg kan bedre hvile i mig selv under processen, og jeg er notorisk fri af bindinger til andre. Når jeg selv kan fylde mig med kærlighed, behøver jeg ikke stille bevidste eller ubevidste krav til andre mennesker om at være på en bestemt måde osv. Dermed kan jeg nemmere acceptere folk fuldt ud, og elske dem som de er. Jeg er selvforsynende med kærlighed, men kan glæde mig over at give og modtage kærlighed i forhold til andre mennesker.
Ved på ovenstående måde at fylde og nære mig selv med kærlighed, accept og omsorg uden nogen krav eller forventninger om at skulle give den videre, jeg fylder mig med en ubetinget kærlighed. Når jeg efterhånden fyldes med ubetinget kærlighed, så vokser glæden, og lysten til at give af denne vidunderlige kærlighed bliver naturlig og spontan. Og voila - nu spiller klaveret som vi har lært det: Kærlighedens natur er at give af sig selv. Men - det forudsætter, at man er næret af en ubetinget kærlighed, dvs. at man tager imod kærligheden til sig selv, og så den kan vokse inde i hjertet.
Ved at gøre kærlighed og glæde til min højeste prioritet, ved at fokusere på disse, så vil kærligheden til stadighed blive næret i mig (ligesom alt andet, vi fokuserer på, vil vokse i os). Som Daphne Rose Kingma skriver i "Hjertets bog": "Vi er nødt til at være åbne for at modtage, og aktivt og bevidst søge at modtage. Hvis du har denne tilgang til livet, vil kærligheden ikke være en undtagelse i dit liv, men selve den kontekst, hvori du oplever livet."
Ved kontemplation og meditation på kærlighedens natur, dens udtryk mm. oplever jeg, at jeg zoomer ind i kærligheden. Denne vej er smuk, enkel og kan varmt anbefales.

Les mer på websiden home.online.no/~ihjertet